I lørdags havde jeg fødselsdag. Og det gode ved at have fødselsdag er – så må man bestemme. Der var egentlig ikke de store planer for dagen. Vi var sprunget på cyklerne for at udforske København en smule. Vores veje var endt på Frederiksberg da den lille sult begyndte at indfinde sig. Jeg ville gerne have smørrebrød. Jeg prøvede at finde ud af hvad der var i nærheden og kom pludseligt i tanke om Becauseitmatters anmeldelse af Bjørnekælderen. Vi var jo næsten lige ved siden af, så hvorfor ikke?
Navnet “Bjørnekælderen” stammer fra før kælderen blev til restauration. Her boede der en mand sammen med sine bjørne, som optrådte i Frederiksberg Have. Det er godtnok længe siden dog, for det har været restauration siden 1896 (cirka). Jeg er faktisk også meget glad for det ikke længere er normalt at have bjørne i kælderen.
Vi var så heldige at vi kunne få lov til at sidde udenfor og spise. Ja, vejret var jo fantastisk – Det var jo min fødselsdag. høhø.
Hele dagen serveres der en varm menu og smørrebrød til overkommelige priser – Specielt når man tager kvaliteten i betragtning. Vi valgte at springe i smørrebrødet. Konen spurgte til størrelsen, da de jo kan variere fra sted til sted. “Stykkerne er ret store” – Og ja, det var de. Faktisk da undertegnede, optimisten, valgte at springe ud i to stykker smørrebrød og en tartelet. Jeg måtte tage en rigtig lang skraber, da jeg kom hjem, fordi jeg havde forspist mig – Selvom jeg havde levnet.
En lille lækkerheds detalje er at man i menukortet kan læse sig frem til hvor alle råvarer stammer fra. Her tages maden alvorligt.
Selvom jeg ikke er den store fiskespiser, valgte jeg at starte ud med en steg sild. Det er min favorit, når det endeligt skal være. Denne var perfekt. Den helt rette balance i den surt/søde lage. Denne kom med hjemmebagt rugbrød til og både fedt og smør. Og når man nu spiser smørrebrød, så skal man altså have øl til. Jeg fik en sommer-ale fra Fur, som ikke stod på kortet, men passede perfekt ind i mit smagsregister.
Karen tog en kartoffelmad til at starte med. Nye kartofler, hjemmerørt mayo, ristede løg, bacon, purløg. Da den kom på bordet blev der forsikret om: “Der er altså brød under, selvom man ikke lige kan se det” – Altid gode tegn.
Jeg hoppede nu på en enkelt tartelet.
Nogle mennesker har en eller anden tanke om, at en tartelet bare er nogle kikselignende forme med noget fyld fra en dåse. De skulle tage sig et smut i Bjørnekælderen. Det første der ramte øjet var kæmpe stykker kylling og friske grønne asparges. Et allerede positivt førstemøde med silden blev nu bare forstærket. Skålen var hjemmegjort (vil jeg i hvert fald spå) og som man kan se, så var ikke genert med kyllingen i fyldet. Dette må være den bedste tartelet, jeg har indtaget i mit nu relativt lange tartelet-elskende liv.
Karen valgte tataren – Og som hun selv sagde: “Det var næsten for meget”. Nogle steder kan man blive spist af med en tynd omgang skrabet kød. Ikke her. Mit bud er, at der var minimum 225g rå okse på den tallerken – Derudover selvfølgeligt helt klassisk tilbehør. Hjemmelavede pickles, rødbeder, kapers, rå løg, æggeblomme og skrabet peberrod.
På nuværende tidspunkt var jeg egentlig ok. Men jeg havde i min kådhed valgt stykke nummer tre. Lun ribbenssteg. Her med hjemmelavet rødkål og agurkesalat. Sværen var sprød, kødet dejligt mørt og så smagte det af noget.
Vi blev pænt budt på dessert. Men vi måtte takke nej. Der var bare ikke plads! Vi trillede videre – Glade. Det her var lige som en fødselsdagsfrokost skulle være!
Frederiksberg Alle 55
1820 Frederiksberg C
Tlf: 33 31 62 52 (for bord)
The post Frokost i Bjørnekælderen – Anbefalelsesværdigt appeared first on Madet mere.